Butternut squash

Sidst, jeg var ude at handle, røg der en butternut squash med i kurven. De er så pæne! Klokkeformede og cremefarvede med en silkemat overflade. Og navnet er smukt. Smørnød! Yum-yum! Min store datter syntes, at det lød fjollet med ‘båtternåt’. Vi blev enige om, at det lyder bedre på dansk. Prøv at sige det, butternut. Puttenut. Ikke til at stå for.

Det er egentlig sært, at det hedder en squash, for den har hverken anatomi eller smag som en squash. Mest af alt minder den om en græskar. Kødet er hårdt og fast, kernerne ligger afgrænset i et lille kernehus i den nedre, buttede del. Skrællen kan ikke spises.

Jeg har tidligere forsøgt mig med at tilføje butternut squash i store tern, når jeg lavede stegte rodfrugter i ovnen. Uden den store succes. Smagen er fin, men 35-40 minutter ved høj varme er for meget, og resultatet blev nogle temmeligt smattede tern mellem rødbeder, kartofler og pastinakker. Jeg måtte prøve noget nyt.

På Alt for Damernes hjemmeside fandt jeg denne opskrift: Indisk karry med kylling og butternut squash. Klik her for at se opskriften.

Jeg havde hverken koriander, mango eller gurkemeje, så det blev ikke helt efter bogen. Og chilien blev også udeladt – ville gerne undgå grædende børn ved bordet. Til gengæld havde jeg en pakke minimajs, som fik lov at komme med – snittet på langs og kun med i gryden i et par minutter til sidst.

På det billede af retten, som ligger på Alt for Damernes hjemmeside, er der lidt koriander hist og pist. Jeg burde nok have fundet et eller andet grønt at pynte med, for rent æstetisk var det da den mest kedelige ret, jeg længe har set. Gul med gul på. Og så et skvæt gult til sidst.

Dette stemmer meget godt overens med mit syn på det indiske køkken. Det smager henrivende, men burde spises med bind for øjnene. Jeg har opholdt mig i Indien i 4 måneder, da jeg midt i 90’erne rejste rundt i Asien, og husker tydeligt, hvor træt jeg var af, at det meste af deres mad ligner noget, der allerede har været igennem ét fordøjelsessystem.

Heldigvis smagte det bedre, end det så ud. Men 10 minutters simren er for meget til kyllingefilet i skiver, som allerede er brunet. Så det skal skæres ned til 5-6 minutter næste gang. Og butternutten (på dansk!) var også lidt for blød – den kan sikkert også med fordel nøjes med samme antal minutter. Men godt smagte det nu alligevel, og jeg tror at det bliver endnu bedre næste gang, hvis der – som opskriften foreskriver – serveres mango til.

Vi spiste retten med fuldkornsnudler til. Mest fordi det var for sent at koge ris i forhold til hvor sultne, mine børn var 😉

 

One Reply to “Butternut squash”

Leave a Reply to Stefan Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *