Tidligere på ugen var jeg ude at spise i selskab med min søde veninde, som jeg ikke havde set siden før ferien. Lots of catching up!
Turen gik til Toldbodens Havnegrill, som er et sommer-initiativ fra Restaurant Julian. Stedet bryster sig af at være et bæredygtigt spisested – og det betyder bl.a. at man ud for hver ret på menukortet kan læse, hvad ens valg er lig med i CO2 udslip!
Politiken beskrev tidligere på ugen Havnegrillen i meget rosende toner, og det lød jo ganske besnærende at kunne sidde udenfor i det skønne vejr og spise fisk & skaldyr med udsigt til Holmen & whatnot. Sol på næsen og luft i nakken, når man har siddet hele dagen og lumret på et overfyldt kontor – fantastisk!
Man kan ikke bestille bord til færre end 10 personer på Havnegrillen, men heldigvis er det et stort sted, og vi fandt hurtigt en plads på en af de lange bænke, hvor man sidder side om side med de andre gæster. Som i øvrigt mest bestod nordtyper og hipsters i 30’erne.
Min veninde og jeg bestemte os for to gange Fish & Chips (5 stk. kr 110) og et par glas Crémant til. Veninden gik ind for at bestille. Og så gik der ellers over en halv time, før jeg så hende igen. Ikke alene var der en utrolig lang kø for at bestille i baren, men det lykkedes tjeneren at fucke vores vinbestilling så meget op, at min ellers så tålmodige og venligtsindede veninde lignede en tordensky, da hun kom ud igen. Med en flaske lunken Cava – Crémant var udsolgt – som var lagt ovenpå isen i en vinspand. Og hvor der manglede cirka et halvt glas fra flasken, fordi den åbnede af sig selv, og indholdet brusede ud.(Da var veninden allerede så arrig, at hun ikke gad gøre mere ved sagen).
Vores mad kom efter bare 5-10 minutters ventetid, og var udemærket. Hjemmeskårne fritter, regulære stykker torsk i en sprød, delikat dej, og en djævelsk god mayonnaise (med frisk esdragon, tror jeg).
Da vi havde spist, satte vi os helt ud til vandet i et par af Havnegrillens lænestolelignende klapstole. Skønt at sidde der og se over på Holmen, på bådene, der sejlede forbi, og med den sidste snert aftensol i nakken. Da solen gik ned, frøs vi med anstand under det ene fleecetæppe, vi kunne opdrive. Og talte om, at vi nok ikke kommer der igen. Men udsigten – den var i orden.
