Hvid lasagne (vegetarisk)

Hvid lasagne

I dag har jeg prøvet kræfter med en hvid, vegetarisk lasagne. Den blev – trods et par fodfejl – rigtig god! Opskriften har jeg fra denne her blog, Whipped.

Faktisk var der ikke tale om et par fodfejl, men derimod én stor fejl: Et for stort fad. Jeg ved ikke lige, hvad der skete med mit øjemål, men den anbefalede størrelse til trods (25 x 25 cm), valgte jeg at bruge et fad på 35 x 23 cm.

Big mistake. Huge. For det betød jo, at der kom alt for lidt fyld på hvert lag, og værst af alt, for lidt sauce på toppen. Resultatet blev en lasagne med for mange lasagneplader i. Som ikke var helt møre. Øv. Men så ved jeg da, hvordan den bliver bedre næste gang.

Jeg ændrede lidt på opskriften: Tilføjede aubergine. Brugte fuldkorns-lasagneplader i stedet for de almindelige. Og brugte ikke smør, men olivenolie til min bechamelsauce, hvilket – skal det tilføjes – fungerer aldeles perfekt.

Opskriften er nederst på denne sider. Først billeder!

Hvid lasagne
Spinat, aubergine, squash, løg, hvidløg, svampe

 

Hvid lasagne
Sauterede auberginer og squash

 

Hvid lasagne
Byggeklodser!

 

Hvid lasagne
Løg/svampeblanding med parmesan

 

Hvid lasagne
Nu med spinat og parmesan

 

Hvid lasagne
Netop ude af ovnen. Uha, alt for lidt sauce på toppen 🙁

 

Hvid lasagne
På tallerkenen

 

Opskrift

Den originale opskrift kan findes her

  • 1-1,5 pakke fuldkorns lasagneplader
  • 6 dl mælk – opskriften siger sød, jeg brugte mini
  • 2,5 dl grøntsagsbouillon
  • 6 fed hvidløg – skåret i kvarte
  • 3 spsk smør  – hvor jeg brugte olivenolie i stedet
  • 5 spsk hvedemel
  • 2,5 dl revet parmesan – god kvalitet
  • 1/2 tsk revet muskat
  • 1 aubergine
  • 1 squash
  • 1 pose frisk spinat – er de meget grove, kan du bruge babyspinat
  • 125 g champignons
  • 1 løg
  • Olivenolie til stegning

 

Sauce – indledende:

Bring mælk og grøntsagsbouillon i kog. Sluk for varmen. Kom de kvarte hvidløgsfed i, kom låg på og lad stå, mens du gør grøntsager klar, min. 10 min.

 

Grøntsager:

Skær aubergine og squash i 5 mm tykke skiver. Skær champignoner og løg i tynde skiver. Skyl spinaten og lad den dryppe af.

Nu skal alle grøntsager på panden – en slags af gangen og sauteres ved god varme med olivenolie:

Aubergine og squashskiver sauteres et minuts tid. Skal stadig have lidt bid. Tag dem af, når de er færdige, læg dem på en tallerken.

Spinaten skal vendes kort, så den lige akkurat falder sammen. Kom den i en skål for sig.

Svampe og løg sauteres sammen i et par minutter. Kom dem i en skål.

 

Parmesan:

Riv den!

 

Sauce:

Fisk hvidløgsfeddene op af mælkeblandingen med en hulske.

Varm olien i en gryde (eller smelt smørret, hvis du bruger smør). Tilsæt mælk og pisk godt sammen. Lad det varme op uden at brænde på = skru ned for varmen.

Tilsæt mælk/bouillon lidt efter lidt og pisk som en besat imens, så det bliver jævnt. Varm langsomt op, så saucen begynder at tykne.

Kom muskat i + salt og peber. Der skal en del salt i – gerne 2-3 tsk.

 

NU skal der bygges:

Find et fad, der er ca 25 x 25 cm eller ca 19 x 29 cm.

Kom ingredienserne på i flg. rækkefølge:

  • 2,5 dl sauce i bunden
  • Plader
  • Aubergine + squash
  • 2,5 dl sauce
  • Plader
  • Svampe + løg
  • 1/3 af parmesanen
  • Plader
  • Spinat
  • 1/3 af parmesanen
  • 2, 5 dl sauce
  • Plader
  • Resten af saucen
  • Resten af parmesanen.

 

Kom sølvpapir på fadet og bag i 25 minutter ved 200 grader.

Fjern sølvpapiret og bag yderligere 15 minutter.

Lad hvile 10 minutter inden du serverer, så den når at køle lidt ned og “sætte sig”.

Blomkålsfrikadeller

Lækre deller

I vores familie begyndte vi for noget tid siden at spise vegetarisk mindst en gang eller to om ugen. Det er der kommet en del lækre retter ud af. Blandt andet disse blomkålsfrikadeller, som smager vidunderligt. Opskriften stammer fra Politikens Vegetarkogebog anno 1997.

Politikens Vegetarkogebog fra 1997

 

Ingredienser

  • 2 hele blomkål
  • 3 æg
  • 1,5 dl mælk
  • 200 g brødkrumme
  • 4 spsk finthakket purløg
  • Salt & peber
  • Olie til stegning

Se under billedet, hvordan du gør…

Blomkålsfars

 

Sådan gør du

  • Kog blomkålene møre – eller bedre: Damp dem møre.
    TIP! Du kan for en slik købe en dampindsats til din gryde, så du kan dampe dine grøntsager i stedet for at koge dem. Det giver højere vitaminindhold og mere smag.
  • Hak blomkålen meget fint og lad den køle lidt ned
  • Pisk æg og mælk sammen og rør i blomkålen
  • Tilsæt brødkrumme, purløg og krydderier
  • Rør godt rundt
  • Lad farsen hvile nogle timer. Jeg lod den stå natten over, det blev den vist lidt klæg af
  • Steg i raspolie eller lign. på panden til de har en gyldenbrun skorpe.

Server med fx brune ris og en fyldig salat med bønner.

Lækre deller

 

Verdens kedeligste mad nogensinde … overhovedet

Der findes næppe en mere intetsigende type mad end suppe, hvis du spørger mig. Undtagelsen er de asiatiske supper, hvor der er noget i, som man kan bide i og tygge på. Og til nøds en god Boullabaise eller en hummerbisque – har en svaghed for begge. Men sådan en pureret grøntsagssuppe er simpelthen så dræbende kedelig. Også selvom den egentlig smager ok.

Så når den en sjældent gang står på suppe i det lille hjem, er det oftest noget med Campbell tomatsuppe på dåse, fordi jeg har halsbetændelse, eller – som i dag – en rest, som er hjembragt fra jobbet, fordi jeg øjnede muligheden for at slippe for at lave mad på en dag, hvor overskuddet ikke var så stort. Hellere krydre mås i sofaen i en halv time efter arbejde (og spise suppe), end at stå på hovedet i køkkenet for at finde på noget bedre selv.

Dagens suppe fra jobbet blev pimpet med hjemmelavede rugbrødscroutoner, klippet purløg og et godt drys friskkværnet peber.

Croutoner er det nemmeste i verden at lave: Rugbrød i tern, olivenolie på pande, riste over sagte varme, vendes undervejr, til de er sprøde. Salt på. Namnam!

Og det endte faktisk med at smage … ok.