Hvidkålssalat med abrikoser, mandler, koriander og karry

Hvidkålssalat med abrikoser, mandler og karry

Ny kålfavorit!

Her med sommerkål. Let mørnet af dressingen, men stadig sprød. Mayo og abrikoser gør salaten blød og sød, mandlerne knaser. Karry og koriander giver en asiatisk note. Smukt!

Da jeg lavede salaten forleden, var den ikke lige i øjet. For meget karry gav en ikke så heldig bitterhed. Næste gang nøjes jeg med et par strøgne teskefulde og ikke en hel spiseskefuld.

Næste gang vil jeg også prøve at riste mandlerne. Mere smag og knas!

Der skal også flere koriander i. Det var en sølle plante, der var blevet leveret til mig af Nemlig.com – salaten kunne godt have tålt den dobbelte mængde.

Lesson learned. Men den var nu lækker alligevel.

 

Hvidkålssalat med abrikoser, mandler og karry

Opskrift

  • 1/2 hvidkålshoved, fint snittet
  • 1 håndfuld (ristede?) mandler, grofthakkede
  • 8 mørke abrikoser, skåret i stykker
  • En håndfuld koriander, grofthakkede

Dressing:

  • 3 spsk god mayonnaise (en fast, lækker en af slagsen)
  • Saften af en halv citron
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 spsk (2 tsk?) karry
  • Salt & peber
Bland kål, mandler og abrikoser. Pisk dressingen sammen og hæld den over blandingen. Lad trække minimum 15 min. Vend korianderne i inden servering.
(Opskrift: Alt for damerne)

Verdens bedste kartoffelsalat. For real.

Kartoffelsalat

Dette er verdens bedste kartoffelsalat.

Fuck creme fraiche og purløg og syltede agurker og radiser i skiver og hakkede løg og hvad der nu ellers plejer at være i en kartoffelsalat. Ej ok, det lød lidt hårdt, jeg kan skam godt lide andre slags kartoffelsalater, men jeg har bare ikke rigtig lavet den klassiske version selv, efter jeg har fundet denne skønne, skønne opskrift.

Lad dig ikke narre af, at der er ansjoser i. De fungerer blot som et krydderi, og nej, det kommer ikke til at smage af fisk. Overhovedet.

Kartoffelsalat

 

Opskriften har jeg fra kogebogen Suverænt Nemt, som er skrevet af makkerparret Sonja Bock og Tina Scheftelowitz. I love it! Jeg tror at det er den af mine kogebøger, jeg har prøvet flest opskrifter fra. Jeg elsker deres tilgang til madlavning, og de ret simple opskrifter, som ofte indeholder anderledes og spændende ingredienser.

 

Ingredienser til 4 personer

  • 1,5 kg kartofler
  • Et par håndfulde bredbladet persille (på billedet har jeg brugt kruspersille, Kvickly var løbet tør for den bredbladede…)
  • 4 spsk god, fast mayo (Irma har en skøn øko-en)
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 2 fed hvidløg
  • 10 ansjoser (fra glas med olie)
  • En masse peber og en lille smule salt
  • Lidt vand til konsistensen (1/2 – 1 spsk)

Skrab de nye kartofler, kom dem i en gryde. Hæld kogende vand over + et par tsk salt og bring i kog på komfuret. Kog i 8-10 minutter, så de stadig har bid. Hæld vandet fra og kom kartoflerne over på en stor, flad bakke eller lign, så de afkøles (og ikke ligger og bliver bløde af varmen og dampen i gryden).

Bland mayo, finthakkede ansjoser, knust hvidløg, hvidvinseddike, salt og peber sammen. Kom lidt vand i for at opnå rette konsistens (som skal være ca. som yoghurt).

Skyl persillen, dryp den godt af og hak den groft.

Bland det hele sammen og lad det helst trække en halv time før servering. Kan laves dagen før.