Fars laks

Dagen før min far døde, havde vi noget tid sammen, hvor vi talte sammen om store og små ting. Minder, vigtige beskeder. Og så var det at min søster sagde, “Vi skal også have din opskrift på gravad laks!”. Og så dikterede han den og jeg skrev ned på telefonen. 

Min fars gravad laks har været en fast bestanddel på julebordet i mange år. Og nu håber jeg, at jeg kan føre traditionen videre. Og den gode opskrift. Som jeg deler her, for det ER altså verdens bedste, gravad laks. Prøv selv.

Du skal bruge:

  • 1 fersk lakseside
  • 2 spsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 1/2 spsk sennepsfrø
  • 3 tsk fennikelfrø
  • 5 peberkorn
  • 2 bdt frisk dild eller 1 glas tørret dild

Sådan gør du:

  • Tjek laksen for små ben 
  • Skær den over i to dele
  • Drys kødsiden med en blanding af salt og sukker
  • Stød sennepsfrø, fennikelfrø og peberkorn sammen i en morter og drys over laksekødet. Derefter drysses dilden på.
  • Læg de to sider sammen, kød mod kød. Læg dem i et lavt fad, dæk med køkkenfilm og stil noget tungt ovenpå – fx et skærebræt med et fad ovenpå med nogle sten i. 
  • Stil fadet på køl i ca 3 dage. Vend laksen 2-3 gange undervejs og hæld den afløbne væske over laksen.
  • På dagen, hvor det skal serveres: Skrab krydderblandingen af og drys med frisk dild.
  • Skær ud i tynde skiver og server med rævesauce. Den opskrift kommer på senere – når jeg har lavet den første gang. 

Pasta med tun, kapers og citron

Pasta med tun, kapers og citron

Egentlig synes jeg at varm tun er ret nasty, men denne ret er en undtagelse. Den smager skønt – og er en af mine hverdagsfavoritter. Både fordi den kan laves på under en halv time og fordi jeg næsten altid har ingredienserne på lager. Sidstnævnte gør den til en af de retter, som forhindrer en i at bruge en masse penge på take away, fordi man ikke lige fik handlet ind på vej hjem.

Jeg plejer at supplere med en fyldig salat, så der kommer noget fiberrigt grønt indenbords i samme måltid. Fx Rødbeder med sennepsdressing eller revne gulerødder med ristede solsikkekerner.

Pasta med tun, kapers og citron

 

Opskrift

4 personer (2 store, 2 små)

  • 300 g fuldkornspasta (hjul, skruer eller lign, som saucen hænger godt fast i)
  • 2 ds tun i vand
  • Skrællen af 1 citron (øko eller som minimum uden overfladebehandling)
  • En håndfuld kapers
  • Olivenolie
  • Salt & peber
  • Parmesan

Lad tunen dryppe godt af i et sigte.

Sæt vand over til pasta. Når det koger, tilsætter du så meget salt, at det bliver så salt som havvand, og tilsætter pastaen.

Hak kapers meget groft og sauter dem i olivenolie i et minuts tid i en gryde. Tilsæt tun og rør godt, så den findeles.

Tilsæt fintrevet citronskal og olivenolie efter smag. Saucen skal være lind nok til at den kan fordeles i pastaen. Jeg bruger ca 1 spsk.

Krydr med salt og peber.

Hæld vandet fra pastaen og vend den varme tun i pastaen

Server med en god parmesan.

Pasta med tun, kapers og citron

Solsikkepaneret torsk

For noget tid siden beskrev jeg de nye madvaner, som vi hen over sommeren har tillagt os her i vores lille familie. Helt konkret er det noget med at spise mere grønt og mindre kød. Og to ugentlige dage med fisk på menuen.

Hele familien elsker fisk. Så langt, så godt.

Jeg er desværre bare ret idéforladt, når det kommer til at tilberede fisk. Har to standardopskrifter: 1) Dampet i ovn på leje af diverse grøntsager ELLER 2) vendt i rugmel og stegt på panden. (Og en tredje til laks, som indbefatter krydderurteolie og Serranoskinke – den tager vi en anden dag!)

Altså, JEG synes jo at begge dele smager vidunderligt, men kan nu godt forstå at dampet fisk måske ikke er det mest ophidsende i verden. Så forleden fik jeg gang i en kogebog, og sprang ud i solsikkepaneret torsk. So to say.

Det var ikke alene pivnemt, men smagte også ganske dejligt. Det syntes resten af familien også.

Opskriften stammer fra kogebogen Nemme fiskeretter af Sille Koch.

 

Opskrift til 4 personer

  • 400 g torskefilet
  • 1 æg
  • 100 g solsikkekerner
  • 3 spsk rugmel
  • 1 citron
  • Rapsolie til stegning.

Tag 25 g solsikkekerner fra og mal resten fint i en morter. Bland hele og malede kerner i en dyb tallerken.

Skær torskefileten i passende stykker. Dryp med citron og krydr med salt og peber. Pisk ægget.

Vend torskestykkerne først i rugmel, så i æg og til sidst solsikkeblandingen.

Steg ved jævn varme til overfladen er gylden og server fluks.

 

Toldbodens Havnegrill

Udsigt

Tidligere på ugen var jeg ude at spise i selskab med min søde veninde, som jeg ikke havde set siden før ferien. Lots of catching up!

Turen gik til Toldbodens Havnegrill, som er et sommer-initiativ fra Restaurant Julian. Stedet bryster sig af at være et bæredygtigt spisested – og det betyder bl.a. at man ud for hver ret på menukortet kan læse, hvad ens valg er lig med i CO2 udslip!

Politiken beskrev tidligere på ugen Havnegrillen i meget rosende toner, og det lød jo ganske besnærende at kunne sidde udenfor i det skønne vejr og spise fisk & skaldyr med udsigt til Holmen & whatnot. Sol på næsen og luft i nakken, når man har siddet hele dagen og lumret på et overfyldt kontor – fantastisk!

Man kan ikke bestille bord til færre end 10 personer på Havnegrillen, men heldigvis er det et stort sted, og vi fandt hurtigt en plads på en af de lange bænke, hvor man sidder side om side med de andre gæster. Som i øvrigt mest bestod nordtyper og hipsters i 30’erne.

Menuen

Min veninde og jeg bestemte os for to gange Fish & Chips (5 stk. kr 110) og et par glas Crémant til. Veninden gik ind for at bestille. Og så gik der ellers over en halv time, før jeg så hende igen. Ikke alene var der en utrolig lang kø for at bestille i baren, men det lykkedes tjeneren at fucke vores vinbestilling så meget op, at min ellers så tålmodige og venligtsindede veninde lignede en tordensky, da hun kom ud igen. Med en flaske lunken Cava –  Crémant var udsolgt – som var lagt ovenpå isen i en vinspand. Og hvor der manglede cirka et halvt glas fra flasken, fordi den åbnede af sig selv, og indholdet brusede ud.(Da var veninden allerede så arrig, at hun ikke gad gøre mere ved sagen).

Vores mad kom efter bare 5-10 minutters ventetid, og var udemærket. Hjemmeskårne fritter, regulære stykker torsk i en sprød, delikat dej, og en djævelsk god mayonnaise (med frisk esdragon, tror jeg).

Da vi havde spist, satte vi os helt ud til vandet i et par af Havnegrillens lænestolelignende klapstole. Skønt at sidde der og se over på Holmen, på bådene, der sejlede forbi, og med den sidste snert aftensol i nakken. Da solen gik ned, frøs vi med anstand under det ene fleecetæppe, vi kunne opdrive. Og talte om, at vi nok ikke kommer der igen. Men udsigten – den var i orden.

 

Fish & Chips

Udsigt

Dagens ret

Grove fiskefrikadeller med nye kartofler, gulerodssalat med rosiner og græskarkerner + kold dip med basilikum

Grove fiskefrikadeller med nye kartofler, gulerodssalat med rosiner og græskarkerner + kold dip med basilikum

 

Hurtig aftensmad en lun juniaften i gården: Grove fiskefrikadeller med nye kartofler, gulerodssalat med græskarkerner og rosiner, avocado og dip af skyr, mayo, basilikum.