Egentlig synes jeg at varm tun er ret nasty, men denne ret er en undtagelse. Den smager skønt – og er en af mine hverdagsfavoritter. Både fordi den kan laves på under en halv time og fordi jeg næsten altid har ingredienserne på lager. Sidstnævnte gør den til en af de retter, som forhindrer en i at bruge en masse penge på take away, fordi man ikke lige fik handlet ind på vej hjem.
Jeg plejer at supplere med en fyldig salat, så der kommer noget fiberrigt grønt indenbords i samme måltid. Fx Rødbeder med sennepsdressing eller revne gulerødder med ristede solsikkekerner.
Opskrift
4 personer (2 store, 2 små)
- 300 g fuldkornspasta (hjul, skruer eller lign, som saucen hænger godt fast i)
- 2 ds tun i vand
- Skrællen af 1 citron (øko eller som minimum uden overfladebehandling)
- En håndfuld kapers
- Olivenolie
- Salt & peber
- Parmesan
Lad tunen dryppe godt af i et sigte.
Sæt vand over til pasta. Når det koger, tilsætter du så meget salt, at det bliver så salt som havvand, og tilsætter pastaen.
Hak kapers meget groft og sauter dem i olivenolie i et minuts tid i en gryde. Tilsæt tun og rør godt, så den findeles.
Tilsæt fintrevet citronskal og olivenolie efter smag. Saucen skal være lind nok til at den kan fordeles i pastaen. Jeg bruger ca 1 spsk.
Krydr med salt og peber.
Hæld vandet fra pastaen og vend den varme tun i pastaen
Server med en god parmesan.