Finurlig

Frikadeller

Kødforlængere og frikadellevariationer

Jeg læste for nylig i Samvirke, at grunden til at vi danskere spiser så ufattelig meget fars (for det gør vi åbenbart), er vores produktion af bacon og mælkeprodukter. Resten af dyret skal jo også bruges til noget, og således er fars blevet en nationalspise i Danmark.

Frikadeller

Jeg har aldrig været synderligt vild med fars (bortset fra tartarmadder, som jeg ELSKER). Det er lidt for uigennemskueligt, hvad det egentlig er, man propper i munden. Men jeg skal love for at der er kommet fars på menuen, efter der er kommet børn ind i mit liv. Det er bare en nem spise, når man ikke har tænder. Og de fleste små børn er ikke specielt vilde med regulært kød. En bøf eller kotelet ender oftest med at blive tygget i en evighed, og de kan slet ikke få slugt den bid, de ellers har gumlet på i flere minutter.

 

Forlæng dit kød

Man skal ikke kimse af en god frikadunse. Den kan bare godt laves i en sundere version, hvis man tilsætter lidt kødforlænger. Noget, der får farsen til at strække længere. Og som oven i hatten tilfører lidt ekstra fibre og vitaminer – og smag. Derfor kommer jeg ofte fintrevet pastinak eller most, kogt blomkål i min frikadellefars. Har også prøvet med most knoldselleri, en rest blomkål fra dagen før og andre grøntsagsrester.

 

Melet

I vores familie prøver vi at holde os fra hvedemel, så jeg har forsøgt at erstatte hvedemelet i den frikadelleopskrift, jeg bruger, med forskellige slags fuldkornsmel. Med relativt ringe resultat. Grahamsmel binder bare ikke lige så godt. Så nu lever jeg med de par spsk hvedemel, jeg bruger i min frikadelleopskrift.

Frikadeller

Kødet

Kødet kan der også eksperimenteres med. Jeg bruger gerne kalv & flæsk, øko og så fedtfattig som muligt, men også 100% svinekød, oksefars eller lammefars. Sidstnævnte laver jeg gerne med lidt rosmarin eller timian i farsen.

I det hele taget kan der eksperimenteres rigtig meget med frikadeller. Og det gør jeg gerne. Så kan det godt være, at de måske ikke kvalificerer til at blive kaldt frikaldeller. Men godt smager det nu alligevel.

 

Rørelse & smørelse

Jo mere man rører farsen, jo bedre bliver den. Og jo mere vand kan den tage. Farsen skal være fast, men ikke for fast. Blød, men ikke for blød.

Lad den hvile en halv times tid på køl inden du steger dellerne.

Jeg steger frikadeller i rapsolie, som godt kan tåle at blive varmet meget op.

 

Opskrift til 4 personer

  • 400 g hakket kalv & flæsk – eller anden fars
  • 1 æg
  • 1 lille løg – finthakket eller revet
  • Fuldkornsrasp svarende til 1/3 af mængden af kød
  • 1 tsk salt
  • Masser af peber
  • 1 spsk hvedemel
  • 2-3 dl vand eller mere.

Bland alt i en røreskål, undtagen vandet. Brug en grydeske, hvis du er frisk på at røre som en gal med håndkraft. Brug røremaskinen, hvis du (som jeg) for det meste er træt og udkørt, når du kl. 17.15 skal have lavet aftensmad på ingen tid.

Vandet skal hældes i lidt efter lidt, mens du rører. Sådan en gang frikadellefars kan tage overraskende meget vand. Og navnlig hvis den får lov til at hvile lidt på køl. Så kan der tilsættes mere vand. Farsen skal bare være fast nok til at frikadellerne holder formen, når de bliver stegt. Og så er det en smagssag, hvor løse i kødet, man kan lide, at de er. Prøv dig frem.

Steges ved jævn varme i rapsolie. De er færdige, når de sidder fast på gaflen, hvis du stikker i dem. (Modsat kartofler, som er færdige, når de falder af).

 

Frikadeller

 


Posted

in

, ,

by

Comments

2 responses to “Kødforlængere og frikadellevariationer”

  1. Heidi

    Det lyder lækkert og skal prøves. Jeg har så det problem, at Robert ikke altid vil spise mine frikadeller, men gerne børnehavens (som jeg ikke helt tror, er lige så sunde…but who knows).
    Men jeg vil da glæde mig til at prøve din opskrift
    😉
    Heidi

  2. Det kender jeg godt. Jeg hører tit at Lillepigen nede i børnehaven har spist store mængder af et eller andet, som hun nægter at røre herhjemme.
    Måske skulle du høre, om du kunne få deres opskrift. Det ville da være den ultimative test 😉
    God weekend til jer!
    Knus C

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *